Rapport fra medieslagsmarken

Siden det problematiske valg og de efterfølgende voldelige indgreb den 19. december 2010, har det hviderussiske regime ført en krig mod landets uafhængige medier. Ifølge styrets informationsminister og tidligere leder af dets ‘ideologiske departement’, Alaksandr Pralaskouski, “er Hviderusland blevet en informationsslagmark”.

Vores præsident advarer om en “hård oplysningskrig”, der føres mod landet. Men det er staten, der lancerede angreb. Af de mere end 700 mennesker, der blev arresteret og overfaldet på valgaftenen den 19. december, var mere end 30 var journalister. Andre, der rapporterede om den fredelige demonstration, fik deres kameraer og andet udstyr konfiskeret og smadret. Syv medlemmer af det hviderussiske journalistforbund er ved at blive retsforfulgt som kriminelle, anklaget for at have deltaget i ‘masse-optøjer’ og handlinger, der ‘krænker den offentlige orden’.

Der har allerede været tilskadekomne i denne kamp. Alaksandr Atroshchankau, en web-journalist og talsmand for den tidligere præsidentkandidat Andrei Sannikau, er blevet idømt fire års fængsel. Sannikau selv fik fem år. Journalist og borgeraktivist Dzmitry Bandarenka har fået to år. Alle domme i fængsler med maksimal sikkerhed. Natallia Radzina, lederen af Charter 97, en af Hvideruslands mest populære oppositions-hjemmesider, er flygtet ud af landet og bad om politisk asyl i Europa. Irina Khalip, international prisvinder og Sannikaus kone, blev idømt to års betinget fængsel. Pavel Severynets, en af Hvideruslands mest veltalende forfattere og journalister, har nægtet at sige et ord i protest mod hans skueproces og modtog en tre-års dom om ‘begrænset frihed’. Journalist Andrzej Paczobut, et medlem af det polske mindretal og korrespondent for Polens næststørste avis, Gazeta Wyborcza, blev arresteret i april og afventer sin retssag, anklaget for “bagvaskelse af Hvideruslands præsident”.

KGB styrer kampen

Efter en nøje fastlagt strategi for angreb har KGB (som det hemmelige politi stadig hedder i Hviderusland) foretaget razziaer på mere end et dusin redaktioner og hjemme i journalisters private lejligheder siden valget. Over 114 stykker professionelt medieudstyr er blevet beslaglagt. En te-kedel var den eneste elektriske enhed tilbage i de redaktionelle kontorer hos lokalavisen Borisovskiye Novosti efter en razzia i januar. Alligevel udkom det næste nummer til tiden, takket være støtte fra kolleger og læsere. Og da kontoret for Nasha Niva, Hvideruslands ældste uafhængige avis, var blevet ribbet for alt sit udstyr, blev mere end 40 computere doneret af læsere.

Ministeriet for Information er allieret med KGB og statsadvokatens kontor i processen med at slå ned på uafhængige stemmer. Autoradio, en populær privat FM-station, blev frataget sin sendetilladelse for angiveligt at formidle information, der “indeholdt offentlige appeller til ekstremistiske aktiviteter”. Både Nasha Niva og Narodnaya Vola, Hviderusland bedst sælgende uafhængige avis, har modtaget adskillige officielle advarsler for deres dækning af valgkampen og bombeeksplosionen i en metrostation i Minsk 11. april 2011, og derfor står de nu over for lukning.

Kæmper videre

Ikke desto mindre er regimet ved at tabe sin krig mod objektiv information og sandheden. Ikke en eneste uafhængig avis eller hjemmeside har overgivet sig eller er holdt med at udgive på grund af razziaer. Angrebene på de uafhængige medier er udelukkende et udtryk for et vaklende regime, der er bange for at miste sin popularitet midt i en pludselig økonomisk og politisk krise.

Med stærkt begrænset internationalt mønøvrerum efter det skændige valg og hårde overgreb, langer regimet ud mod det, de kalder ‘femte kolonne’ og ‘udenlandske fjender’. Men i jo højere grad myndighederne forsøger at afskære adgangen til uafhængig information, jo mere søger borgerne efter den.

De få uafhængige aviser, der får lov til at blive solgt i statsejede kiosker, bliver straks solgt. Ved udgangen af 2010, besøgte 1.6 millioner hviderussiske læsere nyheds- og informationshjemmesider – 47 procent af hele landets internetpublikum. I 2010 voksede læserskaren af otte førende uafhængige nyheds- og informationsites med 82 procent, sammenlignet med en 18 procent samlet stigning i Hvideruslands internetpublikum.

Internetdækningen er vokset fra en fjerdedel til næsten halvdelen af befolkningen i løbet af fem år. Antallet af bredbåndsabonnenter steg fra 11.400 i 2006 til 1,8 millioner i januar 2011. Hver dag besøger mere end 400.000 hviderussere nyhedssites på nettet, svarende til seerskaren på den statslige tv-kanal. Mens de mistede nogle af de imponerende læsertal umiddelbart efter valget og regimets overgreb, fortsætter de uafhængige nyheds- og informationswebsites med at servicere et større publikum, end de gjorde før den 19. december. Efter bombeangrebet 11. april, er antallet af hits på uafhængige hjemmesider eksploderet, hvilket indikerer, at borgerne ikke stoler på de statslige medier, som i disse dage antager karakter af krigstidpropaganda.

Mens informationskrigen raser, er det ikke overraskende, at regeringen opfordrer til større regulering af medierne, især af internettet. Men selv hvis regimet formår at ødelægge alle uafhængige aviser og afskærer alle uafhængige hjemmesider, vil det ikke være i stand til at besejre de uafhængige stemmer, der vil fortsætte med at tale ud via underjordiske publikationer, grænsekrydsende radio og satellit-tv og sociale netværkssider. Konfronteret med et forenet, målrettet og kamphærdet, uafhængigt mediefællesskab på omkring 3,5 millioner regelmæssige internetbrugere og konfronteret med et voksende troværdighedsproblem, har statens propagandamaskine allerede tabt kampen om at hegne hviderussere inde bag et oplysnings-jerntæppe.

Der sker fortsat en udvidelse af informationsstrømmene på tværs af grænserne. Én måling foretaget i 2010 konstaterede, at mindst 10 procent af hviderusserne havde parabolantenner, og at 19 procent havde mulighed for at se satellit-tv. Af de, der så satellit-tv sidste år, foretrak 66 procent at se nyheder frem for nogen anden type programmer. Blandt de 25 top-satellitkanaler sidste år i Hviderusland var Euronews (# 2), BBC (# 19) og CNN (# 25). Den hviderussiske satellit-tv-kanal Belsat, der opererer udenfor landets grænser ses regelmæssigt eller lejlighedsvist af næsten 930.000 mennesker. I 2010 fordobledes antallet af Belsat seere.

En opinionsundersøgelse fra december 2010 fandt, at tilliden til de uafhængige medier er steget med ni procent siden 2006-valget, mens tilliden til de statslige medier er faldet, trods stadigt stigende grad af statslig finansiering. Men på en nylig messe for internationale medier i Minsk, hvor 600 medier fra otte lande deltog, var ikke et eneste uafhængigt hviderussisk medie tilladt at deltage.

Flygtige unge

Mens politisk forfølgelse og økonomisk diskrimination fortsat er de vigtigste problemer for uafhængige medier i Hviderusland i dag, er der også en række alvorlige udfordringer, som vil påvirke den igangværende mediekrig.

Den første er ‘tynde rækker’ – en generationskløft online. Det siges ofte, at krige udkæmpes af unge mennesker. I Hviderusland består internettets fodfolk af 15-34-årige, de udgør ca. 65 procent af internetpublikummet. Men den typiske læser af nyhedshjemmesider er mere officer-typen – en 35 år gammel, gift, middelklasse-mand med en videregående uddannelse. Unge mennesker er ‘absent without leave’: Ganske enkelt ikke interesseret i nyheder. De hænger hovedsageligt ud i sociale netværk. Der er over to millioner hviderussiske brugere af netværksmediet Vkontakte alene. Facebook-befolkningen vokser hurtigt og er fordoblet siden november 2010; det tæller nu 280.000 brugere i Hviderusland. Hviderussere udgør stadig en af de største hære på Livejournal, med over 600.000 brugere.

Unge er også en drivende kraft bag en lang række online kulturelle og sociale projekter med overskriften, ‘make love, not war’. Disse websites er små eller mellemstore af størrelse, men producerer en masse kreative ideer, især om hvordan man bruger nye medier til at fremme ytringsfriheden. Men mens der er masser af kreativ energi og anti-establishment ulydighed, forvandler disse steder normalt ikke unge til offline ‘antikrigs-aktivister’. Spørgsmålet er, hvordan man kan opmuntre unge mennesker til at være mere interesseret i online-nyheder og information, i stedet for at svigte kampen for underholdningens skyld, og hvordan man kan knytte de traditionelle medier med Web 2,0 nærmere.

En anden udfordring er manglen på ‘trænede soldater’, på grund af den lave kvalitet af uddannelse af journalister, som er en overlevering fra Sovjet, hvor de var drevet af propaganda. Oven i dette kommer den stigmatisering af faget (at være en uafhængig journalist i Hviderusland er farligt, og fordelene opvejer ikke altid risici) og de hårde arbejdsforhold for de uafhængige medier. Desuden er ‘freelance’ som profession ikke juridisk tilladt i Hviderusland. De, der arbejder for uafhængige medier, er overbebyrdede med arbejde og har sjældent den luksus at specialisere sig eller fokusere på et bestemt emne eller område. De, der arbejder for de statslige medier, følger ordrer om, hvad de skal skrive, og er genstand for selvcensur eller redaktionel censur. Derfor rejser talentfulde unge journalister, forfattere, fotografer, kunstnere og designere fra Hviderusland for at opsøge bedre karrieremuligheder i udlandet, især i Moskva og Kiev.

Den sidste udfordring er at blive afskåret fra journalist-allierede i det internationale mediesamfund. At være i konstant kamp med et autoritært regime og søge at overleve under meget hårde politiske og økonomiske krigsbetingelser gør det svært for de hviderussiske medier at se ud over dagens kamp, følge nye tendenser og tænke over den fremtidige udvikling. Det er derfor meget vigtigt, at hviderussiske redaktører og journalister er inviteret til og deltage i møder og faglige netværk, at dele erfaringer med deres kolleger fra forskellige lande, nogle gange bare for at blive inspireret og komme over vores kamptræthed.

Jeg undskylder for alle mine henvisninger til konflikt. Jeg er lille og ikke særlig truende. Men mine kolleger og jeg føler, at vi er under belejring. Vi kæmper den gode kamp med vores computere og publikationer for at bevare ytringsfriheden i Hviderusland. Det er regeringen, der startede denne kamp, og vi håber, at der vil være en frdsaftale snart, eller i det mindste en våbenhvile. Tak for muligheden for at rapportere fra den medieslagmark, Hviderusland i dag er. Jeg håber, at vi meget snart vil være i stand til at diskutere, hvordan uafhængige medier hjalp med at vinde en fredelig sejr for de demokratiske kræfter i mit land.