Når højfinans forkøbler økonomien og eroderer demokratiet

Den 22. maj 2008 offentliggjorde Le Monde et åbent brev underskrevet af tre tidligere formænd for Europa-Kommissionen, ni tidligere statsministre og fem tidligere finansministre (inklusive mig selv) fra EU-lande. Teksten, “Finansielle markeder må ikke styre os” skitserede konturerne af en ødelæggende finanskrise, en, der i høj grad ville svække vestlige samfund.

På det tidspunkt pralede de øverste embedsmænd fra Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) af “robustheden” af de europæiske økonomier, og hævdede, at bankerne i EU ikke var involveret i skabelsen og distributionen af giftige finansielle produkter. De havde også forsikret offentligheden om, at det ville være usandsynligt, at den finansielle krise ville krydse Atlanten. I dag har vi for længst set, hvad der skete efter sammenbruddet i Lehman Brothers. Det var det øjeblik, den finansielle uro opslugte Europa.

To tanker har fortsat optaget bevidstheden gennem hele krisen. Jeg ville ikke have sat dem på skrift, havde jeg ikke for nylig havde set en bankmand nonchalant fortælle på offentligt tv, at den vigtigste opgave for en bank er at tage sig af sine kunders penge: at banken må være pålidelig. Jeg var lamslået over hans bemærkning, for det var offentligt kendt, at den bank, han repræsenterer, blev reddet med offentlige penge under denne krise, og at banken var involveret i skabelsen og distribution af meget tvivlsomme finansielle produkter.

Den barske virkelighed er, at mange i den finansielle sektor fortsat ikke anerkender den rolle, branchen spillede i at skabe en krise, der i mands minde kun modsvares af den Store Depression i slutningen af 1920’erne og 1930’erne.

Det grove misbrug af securitisation, fremme af en bred vifte af eksotiske – dette er en eufemisme – finansielle produkter, der næsten ikke var omsættelige og ofte af elendig værdi, det hensynsløst kortsigtede i at maksimere fortjenesten og en åbenlys forsømmelse af risici har forvandlet store institutioner af højfinans til en indbygget destabilisator for økonomien som helhed.

Det paradigme, der lovpriser selv-regulering af finansielle markeder, “den effektive markeder hypotese” – og som blev omfavnet af større centralbanker – har vist sig at være helt forkert. Den måde finansielle formidling er blevet udviklet i løbet af de seneste to årtier, har fået de systemiske risici til at stige enormt. Som Andrew Haldane, research-direktør hos Bank of England, påpegede, har selve robustheden hos økonomierne lidt dramatisk.

Det er også værd at huske en analyse af Alexandre Lamfalussy, en grå eminence i den finansielle verden. For mange år siden bemærkede Lamfalussy, at spredningen af securitisation og væksten af en “skygge-banksektor”, der undslipper regulering og overvågning, gør økonomier stadig mere sårbare. Den nuværende krise har tvunget regeringer og centralbanker til at genopdage den finansielle stabilitet som et grundlæggende, hvis ikke altoverskyggende, politisk indsatsområde, men med forfærdelige økonomiske og sociale omkostninger.

Det er ikke mit mål her at fokusere endnu mere på fejlene i finansiel indblanding, som den har udviklet sig i de seneste årtier; siden krisen brød ud har jeg gjort det flere andre steder, både skriftligt og som medlem af Europa-Parlamentet, hvor jeg har medforfattet en rapport, der kræver en gennemgribende revision af reguleringen af og tilsynet med de finansielle markeder. Ved flere lejligheder har jeg fordømt den bølge af liberaliseringer, der fandt sted i USA, herunder ophævelse af Glass-Steagall-lovgivningen i 1999 og vedtagelsen af Commodity Futures Modernization-lovgivningen i år 2000.

Men der er to processer i gang, der bekymrer mig dybt, og som begge synes at være forstærket af denne finansielle krise.

“Too big to fail”

Den første drejer sig om, hvad der sker i den finansielle sektor selv. Frygten for en finansiel nedsmeltning har tvunget regeringer til at gribe ind, og dermed blev de finansielle grupper, der var for store til at lade gå ned, reddet. Det er sandt, at denne storstilede operation blev fulgt op af bestræbelser på at reformere reguleringen af og tilsynet med de finansielle markeder. Grænser for leverage, stigninger i kapital-og likviditetskrav, regler om derivater, ændringer i lønordninger og begrænsninger i egenhandel blev sat på plads, mere eller mindre, rundt om i verden.

Det er ironisk, at Adair Turner, der er leder af den britiske Financial Services Authority, og Mervyn King, guvernør for Bank of England, er modigere end deres europæiske kolleger i denne henseende. Dette er formentlig et resultat af over-udvidelse af City – Londons finanssektor – i løbet af de seneste årtier, hvilket har gjort den britiske økonomi skæv og meget sårbar under denne krise. Irland og Island er to andre eksempler på hensynsløs ekspansion af den finansielle sektor, som bragte deres økonomier til deres knæ.

Slutresultatet er imidlertid, at denne krise indebærer konsolideringen af markedet, dannelsen af endnu større finansielle koncerner. Størrelsen af disse grupper betyder, at de systemiske risici vedbliver med at eksistere og endda kan fortsætte med at vokse. Stigningen i bankernes egenkapital og likviditet, samt strengere tilsyn fra det Europæiske Råd for Systemiske Risici, er nødvendige.

Men kan disse foranstaltninger håndtere den risikable handel, der gennemføres af gigantiske grupper? Der er analyser, der siger, at Basel III bør øge tier 1-kapital til 14 pct. Men selv en sådan fordobling er måske ikke tilstrækkeligt. “Too big to fail”-syndromet, vil gøre regeringerne til gidsler for disse finansielle koncerner, medmindre de håndteres ordentligt.

Selve logikken i markedsøkonomien er alvorligt perverteret. Det er helt uacceptabelt, at den finansielle industris tab gentagne gange er socialiseret på skatteydernes bekostning, mens indtægter fra medarbejdere og kapitaludbyderes i den finansielle industri er beskyttet på grund af “systemiske risici”. Denne situation er moralsk uacceptabelt og viser, at noget er råddent i den måde, vores økonomier fungerer.

Bail out-operationer i finansielle koncerner har styrket moral risikotagning. De vedtagne foranstaltninger konfronterer indtil videre ikke spørgsmålet om “too big to fail”-tilstrækkelig, da gidsel eller “fangenskabs”-sammenhængen ikke er blevet brudt. Hvorfor har vi ikke tyet til anti-trust lovgivning for finansielle koncerner, som vi har med andre industrier – olie, telekommunikation – i det seneste århundrede. I Storbritannien har en særlig kommission foreslået at bygge mure op omkring detailbankerne for at beskytte dem fra risikofyldte (handel) investeringsoperationer. Men ville det være tilstrækkeligt?

Hvad der bør give os stof til eftertanke er, at dårlig praksis – operationer, der indebærer høj risiko – fortsætter. Mængden af derivater stiger igen i et formidabelt tempo. Og mere end 60 procent af nettoindkomsten af de seks største amerikanske banker er fra trading, som det var tilfældet forud for krisen. Det betyder, at der stort set ikke har været nogen reduktion i den spekulative, casino-agtige bankvirksomhed. Når Angela Merkel, David Cameron og Nicolas Sarkozy prikkede til højfinansen at påtage sig ansvaret, råbte dens kaptajner alarm.

Man kan bedømme, hvor inverteret hele situationen er, ved at undersøge den græske tragedies afvikling i centrum af det europæiske finansielle drama. Da risikoen for smitte er så høj – dyb finansiel integration og panik kan afstedkomme en anden nedfrysning af markederne som følge af en rodet default – inklusion eller “bailing in”, af den private sektor i en suveræn gældssanering er Den Europæiske Centralbank stærkt imod. Men blandt obligationsejerne af græske veksler befinder sig væsentlige markedsgiganter, som alle har nydt godt af bail out-operationer, direkte eller indirekte.

Det er en tragikomedie: grundlæggende regler for markedsøkonomi skubbes til side, hvor de, der tage risiciene, ikke bærer nogen af konsekvenserne. Man kan bruge systemiske risici som et argument for at tolerere en midlertidig kæde af begivenheder. Men konsolideringen af markedet, dannelsen af større finansielle koncerner (banker) og en fortsættelse af dårlig praksis tyder på, at kimen til fremtidige kriser er ved at blive plantet. Det ser ud, som om kriser vil blive gjort permanent.

Et andet foruroligende tegn er, at den finansielle industri kæmper tilbage, og den synes at have haft en vis succes. Hverken Europa-Kommissionen eller den amerikanske regering eller regeringer i almindelighed synes at have magt til at modstå tryk. Efter et politisk comeback for Republikanerne, er Dodd-Franck-lovgivning i øjeblikket i fare for at blive en tynd kop te. En lignende proces kan ske i Europa også.

Truslen mod samfundet

Den anden bekymrende proces er det, der forbinder økonomien til dens sociale kontekst, noget den ikke kan blive skilt fra. Denne banalitet er værd at huske. Den finansielle og økonomiske krise er at styrke en bekymrende tendens i Europa og USA: udhulingen af middelklassen.

Denne erosion kan kobles til flere udviklinger: den teknologiske udvikling, der er begunstiget højt kvalificeret arbejdskraft i de udviklede økonomier; Asiens fænomenale økonomiske vækst, som har givet buler i vestlige landes markedsandel; offentlige politikker, der har undervurderet industrielle politikkers rolle, og, ikke mindst, over-ekspansion af den finansielle industri i flere økonomier på bekostning af andre sektorer.

Finansverdnens overdrevne vækst har medført en markant ændring i fordeling af overskud i erhvervslivet og i indkomstfordelingen i samfundet som helhed. I USA for eksempel er den finansielle industris andel i erhvervslivets samlede overskud næsten tredoblet over de seneste tre årtier.

Taler om “folkets kapitalisme” kan ikke skjule den betydelige stigning i indkomst-uligheden i de seneste årtier. OECD-data tegner et grumt billede i denne henseende: fra midten af 1980’erne og frem til slutningen af 2000’erne steg indkomstulighed i 17 ud af 22 industrialiserede lande. I USA steg indtægterne fra de rigeste 1 procent fra 8 procent af den samlede indkomst før skat i 1974 til 18 procent i 2008.

Når den “sociale kage” vokser, eller billige lån styrker illusionen om støt stigende velstand i samfundet som helhed, forårsager indkomstuligheden ikke alarm. Men når “den sociale kage” ikke hæver mere, eller endda krymper, og stigende gældsætning begynder at bide, forårsager en stadig mere ulige indkomstfordeling spænding og kan blive farlig.

Selv i Tyskland, der er indbegrebet af succes i “social markedsøkonomi” for mange, og som har en yderst produktiv økonomi, gik medarbejderes gennemsnitlige realindkomst ned med omkring 6 procent i det seneste årti. Dette var sandsynligvis den pris, der var at betale for den vedvarende smerter af genforeningen og begrænsning af ugunstige stød udefra. Alligevel skader ukontrolleret stigende indkomstulighed “lige muligheder for alle-politik”, som er en kæmpe præstation af et civiliseret, retfærdigt samfund.

Lad mig dvæle lidt længere ved eroderingen af middelklassen. Redningsaktioner til fordel for den finansielle sektor har øget den offentlige gæld betydeligt, og den nuværende dynamik viser, at denne tendens vil fortsætte i nogen tid. Det betyder, at smertefulde finanspolitiske korrektioner vil være uundgåelige og højst sandsynligt vil medføre nedskæringer og skattestigninger for de fleste borgere. Den unødig leje, den finansielle industri udvinder fra resten af økonomien, tilføjer yderligere byrder til en sådan uundgåelig justering. Medmindre det kan tilgodeses ved lønstigninger, der i sig selv kan medføre ond økonomiske dynamik, er der også truslen om højere inflation som en form for beskatning.

Denne højere inflation skyldes dels en historisk stigning i den relative pris på basale varer som følge af tilgængeligheden af udtømmelige ressourcer, klimaændringer og stigende forbrug i Asien. Men der er også effekten af kvantitative lempelser (penge udskrivning), som er blevet udført af USA’s nationalbank, The Fed, og andre centralbanker, og som fodrer inflationen på verdensplan. En stigning i sociale spændinger og muligt politisk dødvande som følge af fordelingsmæssige kampe vil kunne føre til “programmerede” anfald af inflation som et middel til at gøre smerten ved at betale af på offentlige gæld mere lempelig i de kommende år.

Hvad der for årtier siden blev fremstillet som et resultat af den sociale dynamik i udviklingsøkonomier – i Latinamerika i særdeleshed – kunne gøre en visit i den industrialiserede verden på en overraskende måde. Lad os huske på, at USA selv oplevede en periode med tocifret inflation for flere årtier siden. Denne inflationen blev stoppet, da Paul Volcker overtog roret i The Fed, og renter på over 10 procent blev brugt til at bringe det ned. Men en konsekvens af denne dramatiske ændring af politikken var en gældskrise i Latinamerika.

Flere år før udbruddet af den nuværende finansielle krise advarede Robert Reich og Larry Summers, begge Harvard-folk og tidligere topfolk i Clinton-administrationen, om de farer, der følger af en udhuling af middelklassen i USA. (Ironisk nok støttede Summers finansiel deregulering, mens han arbejdede i det amerikanske finansministerium.) I Europa var Anthony Giddens “Tredje Vej”-vision drevet af lignende bekymringer.

Den aktuelle finansielle/økonomiske krise fremskynder erosionen af middelklassen i mange vestlige lande. I en indsigtsfuld artikel i International Herald Tribune citerer Christia Freeland virksomhedsledere, der siger, at deres landes skæbner i stigende grad afviger fra deres virksomheders skæbner. Hvis virkningen af den økologiske krise drages ind i ligningen, bliver tingene endnu mere komplicerede. I løbet af sin embedsperiode som cheføkonom for Verdensbanken fra 2000 til 2003 sagde Nicolas Stern, at de mest ekstreme tilfælde af markedssvigt i menneskehedens historie er den manglende evne til at gribe ind over for klimaforandringerne.

Demokratiets fremtid

Magten, der udøves af finansverdnen og udhulingen af middelklassen er skadelige for det system af tryk og modtryk, der sikrer, at den sociale lim og den sociale kapital, der understøtter en demokratisk orden. Når særinteresser er alt for magtfulde, kan de nemt erobre den offentlige politikskabelse og vende det til deres fordel. Dette er årsagen til bølger af deregulering i den finansielle sektor i de seneste årtier, for ikke at nævne indflydelse af en kosmologi, som bar gyldigheden af effektive markeder og overså systemiske risici.

Når samfundet bliver mere og mere polariseret, skabes forudsætninger, der øger social fragmentering, komprimerer det offentlige rum som et medie for social dialog og for at opnå kompromisser, og som fremmer politisk ekstremisme. Dette kan ses i Europa og USA i dag på baggrund af den nuværende finansielle og økonomiske krise. Fremkomsten af fremmedhad og chauvinisme og ekstrem politisk polarisering er et forvarsel om, at værre ting vil komme, medmindre der formuleres politikker til at modvirke dem.

Krisen udstiller også et kæmpe etisk problem. Store virksomheder er glade for at tale om erhvervslivets sociale ansvar. Men hvor er det, når investeringsbanker sælger investorerne finansielle produkter, som de samtidig er i færd med at afhænde via short-selling (short-selling vil sige at sælge finansprodukter, som man ved er ved at falde i pris)?

Hvor er virksomhedernes sociale ansvar, når virksomheder, der tjener milliarder af dollar eller euro i nettoindkomsten, betaler næsten ingenting til de nationale skattemyndigheder? Udpegede præsident Barack Obama den administrerende direktør for GE til at lede en særlig task force på grund af en sådan bedrift? I kølvandet på erhvervsskandaler (Enron, Worldcom, Parmalat, osv.) i begyndelsen af 2000’erne, skrev den daværende chef for den største franske erhvervssammenslutning, Claude Bébéar, en bog med titlen Ils vont tuer le capitalisme (De vil dræbe kapitalismen). Med en omskrivning af titlen kunne man sige det samme om demokrati.

Når desuden sjældne hændelser – “sorte svaner”, som Nicolas Taleb kalder dem – formerer sig og lader sig overvælde af myndighedernes evne til at reagere effektivt, så er retfærdig byrdefordeling afgørende for at bevare den sociale samhørighed. Adam Smith skrev The Theory of Moral Sentiments før hans bedre kendte The Wealth of Nations, senere har Max Weber, og for nyligt Kenneth Arrow og Amartya Sen, understreget rollen af moralske værdiers vigtige funktion i økonomien og samfundet. Når kynisme, hensynsløshed og ligegyldighed over for andre regerer, kan den sociale samhørighed være stærkt svækket. Når de økonomiske vilkår forringes og den sociale desperation stiger, mens moralske værdier bliver trampet ned, er demokratiet truet.

Påstanden om, at “big government” er årsag til den nuværende finansielle krise holder ikke. Krisen er opstået, primært på grund af finansielle praksisser, der er kommet på afveje. Højfinansen har udviklet en raison d’etre, der i stigende grad er adskilt fra de behov, som kendetegner resten af økonomien.

Lige så faretruende synes højfinansen at have kapret den offentlige politik til egne formål. Mens den finansielle krise uddyber velfærdsstatens krise, hvor sidstnævnte går forud for tidligere, og har været forårsaget af en kraftig vækst i den offentlige sektor og demografi. At påstå, at vejen ud af den finansielle og økonomiske krise er nedrivningen af velfærdsstaten er malplaceret. Velfærdsstaten skal reformeres, og ikke så få steder gøres mindre. Med en omskrivning af præsident John F. Kennedys berømte bemærkning skal borgerne til at tænke mere på, hvad de kan, individuelt og som grupper, gøre for deres samfund, før de spørger sidstnævnte, hvad det kan gøre for dem.

Men det finansielle system skal også gennem en gennemgribende reform. At tæmme de finansielle markeder er en nødvendighed, hvis dybe kriser skal undgås eller håndteres bedre i fremtiden. Banker har brug for at vende tilbage til deres rødder og rationale. Den måde de finansielle markeder har fungeret i de seneste årtier, er ikke fastlagt fra oven. Offentlig politik kan og bør ændre det, som det var tilfældet efter den store depression og Anden Verdenskrig. Reform af den finansielle sektor er hårdt tiltrængt for at bringe en følelse af retfærdighed tilbage i samfundet, som er afgørende for et velfungerende demokrati, især i svære tider. Sammen med de politikker, der øger den videnbaserede konkurrenceevne, ville det at tæmme de finansielle markeder hjælpe med at bekæmpe udhulingen af middelklassen og beskytte demokratiet.

En sidste bemærkning: euroområdet er kørt fast i krisen ikke kun på grund af virkningerne af den finansielle krise og dens manglende kvalitet som fælles valutaunion, men også på grund af en mangel på ordentlige institutionelle og politiske arrangementer. Finanspolitisk retlinethed vil ikke alene være nok.

Euroområdet har hårdt brug for elementer af skattemæssige integration (fx udstedelse af EU-obligationer; eurobonds), sammen med værktøjer til at håndtere asymmetriske chok (f.eks forsikring for de arbejdsløse via EU-budgettet) og et stærkere middel til at fremme økonomisk konvergens.