Den amerikanske presses frygt og elendighed

New York d. 20 juli
Da jeg kom tilbage til USA, efter at have været væk en måned, bemærkede jeg hurtigt, at det stadig er et land i krig. Tegnene er diskrete men ubestridelige: klistermærker med amerikanske flag på undergrundstoget; slidte plakater i vinduer med ordene: “Vi støtter vore tropper” og “Bin Laden: eftersøgt, DØD eller levende”; det amerikanske militærs tabsliste, der pligtskyldigt bliver bragt i de daglige aviser og tv-nyheder; skræmmebulletiner fra det nationale sikkerhedskontor, der truer med at udsætte november valgene pga. alarmerende, men vage efterretningsrapporter; en summen af snak på gaden eller blandt ens venner om, hvorvidt det er sikkert at flyve på ferie, eller om hvorvidt Kerrys kandidatur er i stand til at skabe et reelt alternativ til Bushs aggressive holdninger.
Der er et andet tegn på krig, som ikke er set siden anden verdenskrig: dokumentarfilm med krigsnyheder er populære i biograferne. Både “Control Room” af den ægyptisk-amerikanske filminstruktør Jehane Noujaim og Michael Moores “Fahrenheit 9/11” har tiltrukket rekord store tilskuertal.

Jeg så dem begge med få dages mellemrum. “Control Room”, som er en meget tiltrængt korrigerende film om Al Jazeera og dens rolle som reporter af krigsbegivenhederne (filmen er delvist finansieret af TV2″), blev vist i et downtown Manhatten multipleks biograf for et publikum, der for det meste bestod af unge på vej hjem fra arbejde. De så mere ud til at være Wall Street investeringstyper end “frisindede” venstreorienterede, selv om det må siges at New York ikke er et arnested for republikanerne. Få dage senere, en søndag eftermiddag, så jeg “Fahrenheit” med en meget anderledes gruppe – velhavende pensionister i tennisshorts fra Westchester, en forstad nord for New York, hvis politiske demografi er meget ligeligt fordelt mellem de to hovedpartier. Begge disse tilskuergrupper var langt fra at være politisk radikale. Det slog mig, at de ikke kom for at se det, som de allerede vidste, eller for at vise deres protest mod de amerikanske tropper i Irak, men af en anden, mere presserende grund: for at få information, som ikke havde været tilgængelig for dem på TV eller i aviserne.

Hvis ikke ligefrem udhungrede så er den amerikanske offentlighed i hvert fald sultne efter nyheder, og mainstream medierne har i det store og hele svigtet dem.

Med hensyn til de elektroniske medier, så er den største forskel på omtalen af krigen indenfor eller udenfor Staterne ikke så meget et spørgsmål om indhold men om tilgængelighed.
Indenfor de første uger efter at jeg var ankommet til Danmark, hørte jeg ikke bare flere lange, meget informative reportager i Danmarks Radio, men så også et langt dokumentarprogram på tv, som uden tvivl gjorde udstrakt brug af optagelser fra Al Jazeera, hvilket var helt anderledes, end alt hvad jeg havde set i Staterne. En del af programmet handlede om oprettelsen af Moktada al-Sadrs Mahdi militsen, en anden del fulgte en amerikansk militærpatrulje, der ledte efter formodede våben i Irakiske hjem (de fandt våbendele gemt bag en ovn). Blandingen af frygt og misforståelser både på den irakiske og amerikanske side menneskeliggjorde krigen for mig på en måde, som jeg ikke havde følt siden dens begyndelse.

Dokumentarprogrammer, der er så lange og grundige som denne, bliver simpelthen ikke vist på de amerikanske kommercielle tv kanaler, helt sikkert ikke i den bedste sendetid. De fleste af nyhederne begrænser sig til meget korte, ofte hyper-patriotiske indslag, desinficeret for billeder af døde eller sårede. Selv i marginerne af de elektroniske medier – kabel tv stationer som CNN, de sene nyhedsudsendelser (efter kl. 23:00) som ABC’s “Nightline,” Public Television’s “Frontline” eller National Public Radio’s morgen og aften nyheder – vil bare længden af et sådant program være nok til, at det ikke bliver sendt.

Lige som alt andet i USA er hovedårsagen penge. Det koster for meget at vise lange dokumentarprogrammer i den bedste sendetid, eller der tabes for mange penge ved at vise et andet program end det, som allerede er betalt af annoncører. Ejerne af de kommercielle TV net forventer en profit på 40%, så at fortrænge to eller tre “reality” shows for i stedet at vise noget aktuelt fra den virkelige verden, ville være at risikere økonomisk selvmord, et skridt som ingen af tv stationerne er villige til at tage.

Men der er også politiske årsager.

Helt anderledes end under den officielle håndtering af nyhedsdækningen i Vietnam, har den nuværende administration været i stand til at kontrollere tonen i dækningen af krigen på mange forskellige måder. Ikke bare har den kunnet skabe en atmosfære, hvor en kritisk analyse af krigen opfattes som manglende patriotisme (tænk på balladen da ABC-TV network ville læse navnene op på de faldne soldater), men også ideen om at “forbinde” journalisterne med de kæmpende tropper har skabt en loyalitet blandt mange journalister, som gjorde det vanskeligt for dem at være objektive. Der går stadig historier om naive journalister, der iført militæruniformer, nægter kollegaer fra rivaliserende nyheds organisationer at interviewe “deres” tropper. Læg hertil den kendsgerning at nærmest ingen af de amerikanske journalister har større kendskab til arabisk eller irakisk historie, og resultatet er en gruppe af journalister med en større tilbøjelighed til at acceptere den officielle version af begivenhederne end de uafhængige journalister, som de fleste udenlandske nyhedsbureauer anvender.

Medierne spiller også en meget anderledes rolle i Europa end i Staterne. “Public service” aspektet ved de europæiske medier, som Tony Blair forsvarede, selv da BBC angreb ham, mangler i USAs kommercielle media-selskaber. Kommercielle networks lever med angsten for mulige reguleringer, som kunne begrænse noget af deres profit. Regeringens kommunikations kommission har for nylig overvejet en yderligere lempelse af reglerne vedrørende ejerskabet af flere forskellige slags medier (Rupert Murdoch, ejeren af Fox network, ejer også aviser og tidsskrifter), hvilket gør det fuldstændig forståeligt, hvorfor ejerne af medierne ønsker at stå på god fod med regeringen. Desuden ejes NBC af General Electric, som er en af hovedleverandørerne til forsvaret, ABC ejes af Disney, hvis datterselskab tidligere distribuerede Michael Moores film, indtil de kom på bedre tanker. På utallige måder er det mest gunstigt for TV kompagnierne at de ikke vipper for meget med båden.

Hermed er det ikke sagt, at de elektroniske medier ikke har haft deres øjeblikke. CBS’s “Sixty Minutes” var den første, der viste billederne fra Abu Ghraib; nogle reportere, specielt Ted Koppel fra ABC’s “Nightline,” har leveret fremragende reportager fra krigsområdet; uafhængige filminstruktører har indimellem været i stand til at få deres film ud til et bredere publikum; Public Televisions “Charlie Rose Show” har budt på en stor variation af snakkende jakkesæt¸ og på nettet findes der “list servers” for alle, der ønsker at nedlægge facts fra deres egen hjemmecomputer.
Et satirisk nyhedsshow, “The Daily Show,” har sikkert været de modigste ved at give sig i kast med emner, som network stationerne og selv andre medier har været bange for at røre. Om ikke andet så antydede værten Jon Stewarts skælmske smil, at den officielle version om krigen var tiltænkt 6-årige børn.

Forskellene mellem de trykte medier i Amerika og Europa er mere hårfin og kompleks. New York Review of Books har haft specielt gode artikler om krigen, og har lavet fremragende analyser over den generelle svage dækning af krigen. The New Yorker, The Los Angeles Times, The Washington Post, The New York Times – alle de “usual suspects” har trykt en tilfredsstillende mængde glimrende artikler, selv om de alle indimellem har givet efter for trangen til at acceptere den officielle partilinie.
Hvis man ser på nogle få af krigens hovedbegivenheder og sammenligner den daglige dækning i New York Times, The Guardian, Le Monde og Information, så har resultatet været informativt.

Dækningen af den 9. april, 2003, da “koalitions” styrkerne nåede ind til Bagdads centrum, adskilte sig, så vidt jeg kan se, mest m.h.t. hvordan de forskellige aviser prioriterede de enkelte nyheder. Alle fire aviser var forsigtige med ikke at overdrive jublen i gaderne; alle brugte meget plads til at beskrive bølgen af udplyndringer, der fulgte “frigivelsen.” De europæiske aviser brugte mere tid på den “tilfældige” beskydning af Hotel Palæstina dagen i forvejen, hvor der omkom journalister fra Al Jazeera og europæiske nyhedsbureauer, og The Guardian tilføjede at amerikanerne også havde angrebet Abu Dhabi TV hovedkvarteret. Men Times var passende forsigtige og velovervejede. Blandt dens mange artikler den dag (hvilket ex- Times chefredaktør Howell Raines kaldte “at oversvømme området”) var der en af Alessandra Stanley, som undskyldte, at det amerikanske flag draperede statuen af Saddam Hussein, som blev væltet på Firdos Pladsen. Stanley fremhævede ganske oprigtigt at “det var præcist det billede, som administrationen mest havde ønsket at undgå.”

(Tilfældigvis går Noujaims Al Jazeera dokumentarprogram nærmere på begivenheden på Firdos Pladsen og hævder at den var iscenesat og bruger som argument, at der kun befandt sig unge mænd på pladsen, og at de alle talte med ikke-irakiske accenter.)

Hvis man kigger på den anden ende af krigen -overdragelsen af suveræniteten den 28 juni i år – kommer man frem til en lignende konklusion: forskellene i den daglige reportager mellem Europa og USA ligger mere i nuancerne end i substansen.

Le Monde og The Guardian var en smule kyniske omkring “ceremonien” der akkompagnerede magtoverdragelsen. F.eks. skrev The Guardian’s Brian Whitaker at ” den halve dusin eller der omkring embedsmænd i rummet klappede høfligt i omkring 3 sekunder…og Hr. Bremer…forlod hurtigt landet” – og Information understregede hvor “skrøbelig” sikkerheden er i det “nye Irak.” På den anden side havde The Times et flag-svingende billede på forsiden, hvor præsident Bush kradsede “Lad Friheden herske!” ned på en note fra Condoleeza Rice, men de helligede også den største del af deres udgave til at bekymring om Iraks fremtid, hvor de konstaterer at selv Bush’s rådgivere, i deres “mere ærlige øjeblikke,” ikke var sikre på, om det bliver muligt at rette op på de ødelæggelser, besættelsen har forårsaget.

Den virkelige forskel på de amerikanske og europæiske reportager i de trykte medier skal findes i baggrundsstoffet: i det store og hele har den amerikanske presse undladt at beskæftige sig med dette område.

Emner som Israels strategiske interesser og Saudi Arabiens rolle har været tabu i den amerikanske presse, og den panarabiske indignation, som Al Jazeera dækker ekstensivt (og som
bliver vist på de europæiske tv skærme) bliver heller ikke undersøgt. Selv et nærmere blik på de religiøse forskelle i området og den irakiske regerings sekularitet optager kun lidt plads i den amerikanske presse, som har en tendens til at personificere Amerikas modstandere, ulig pressen og offentligheden i Europa og Asien, som er i stand til at se Al Qaedas løse, anarkistiske natur uden en særlig Bad Guy på toppen.

Ifølge forfatteren Jonathan Schell, som i marts måned talte på en konference om “Medierne og krigen” på Berkeleys School of Journalism, så vil den amerikanske presse, fordi de ikke er opmærksomme på konteksten, acceptere den vedtagne fortælling om muligheden for at der findes atomvåben i Irak, samtidig med at de ignorere andre fortællinger, som f.eks. at Israel, Pakistan og Nord Korea er i besiddelse af atomvåben. Hvis man havde undersøgt alternative historier, kunne det have banet vejen for, at pressen kunne forstå de “frigivne” irakers fjendtlighed og de kunne have undgået at lave alvorlige faux pas, som det skete i nogle artikler, der blev bragt i New York Times for nyligt, der insisterede på at “oprørene” overvejende bestod af rester af Saddams bevæbnede styrker og “udlændinge,” der er trængt ind i landet, i stedet for hvad der ser ud til at være tilfældet: at der blandt oprørene er mange nationalistiske grupper, som ikke føler troskab hverken overfor Saddam eller Al Qaeda.

Den 26. maj i år, kom New York Times med en chokerende tilståelse. I en lang artikel med overskriften: “FRA REDAKTØRERNE: The Times og Irak,” tilstod de at der havde været “tilfælde af nyhedsdækning, som ikke havde været så rigoristisk, som den burde have været.” De fortsatte med at skyde skylden på alle og enhver fra unavngivne journalister og redaktører til amerikanske embedsmænd, en “kreds af irakiske meddelere, afhoppere og landsforviste,” og specielt Ahmad Chalabi, som tidligere var pressens og Bush administrationens darling, men som nu er deres syndebuk. Men den største skyldner var Times selv: de havde gjort nøjagtigt det, som Schell havde advaret imod – de havde acceptere andres version af virkeligheden i stedet for at undersøge flere versioner og komme frem til deres egne hårdtilkæmpede konklusioner.
Den store synder blandt Times ansatte, hvis navn ikke kom frem i mea culpa stykket den 26. maj, var selvfølgelig Judith Miller, hvis artikler om tilstedeværelsen af atom-, biologiske og kemiske våben nu i stor udstrækning er miskrediteret. Jo mere man kigger på hendes historie, som også har været omtalt på disse sider, så vel som i andre europæiske medier, jo mere ser man den som typisk amerikansk – ambitioner og konkurrence bliver en hindring for en persons evne til at handle i en kompleks virkelighed. Hendes historie afspejler på sin måde administrationens egne forjagede vurderinger.

Jeg ville ønske, jeg nu kunne sige, at dokumentarfilmenes popularitet i biograferne og Times redaktørernes artikel den 26. maj, var en begyndende indikation på en ny anger og dybde i dækningen af amerikanske troppers tilstedeværelse i Mellemøsten. Dette er simpelthen ikke tilfældet. Dækningen vil snarere blive formindsket, ikke forøget. Hvis man kigger på de amerikanske mediers håbløst magre dækning af Afghanistan, kan man kun forestille sig, at det samme vil ske i Irak. I løbet af de sidste 20 år har nyhedsorganisationerne reduceret antallet af udsendte medarbejdere, og der er ikke noget, der indikerer at dette vil ændre sig. Når man ikke vil uddanne journalister i arabisk eller andre østlige sprog, kan man i det mindste viderebringe materiale fra Al Jazeera, Al Arabiya, og andre internationale nyhedsorganisationer. Men, som Michael Massing skriver i New York Review of Books, “I den nuværende stemning …enhver brug af arabisk eller europæisk materiale…kunne forårsage anklager om liberalisme og anti-amerikanisme. Spørgsmålet for amerikanske journalister er, om de virkelig ønsker at forstå, hvad irakerne selv, i al deres kompleksitet, tænker og føler.”